Af Emil Spangenberg Foto: Jens Dige, Rockphoto og Emil Spangenberg

Det er lyden af en stiksav i en spånplade der rammer mig først. Pladen indgår som dekoration til en bar – og ved siden af står en ung fyr klar til at dekorere pladen med en spraydåse. Det er 4 timer inden portene åbnes for de tålmodige og solbrændte festivalgæster, som har haft deres liv på pladsen, siden lørdag. I dag er det torsdag og nedtællingen er for alvor gået i gang udenfor selve festivalpladsens hegn. Indenfor på pladsen foran orange scene er der mennesketomt. En rendegraver forsyner et par dybe hjulspor med jord og en frivillig i orange vest banker jorden på plads med en spade. Om 4 timer står 60.000 mennesker og hopper i takt lige her.

Den orange Canopy scene står prægtig og majestætisk imod den havblå himmel. Det visuelle symbol på den største festivalsucces i dansk historie. Symbolet på det største man kan opnå som dansk musiker. Symbolet på et frivilligt foreningseventyr som voksede fra et par gymnasiedrenges friske idé til big (very big)business. Symbolet på en tilstand og en følelse – at være på Roskilde – en tilstand som hvert år trækker mere end 25.000 frivillige og omkring 70.000 betalende gæster. Symbolet på et følelsesmæssigt fællesskab, som lader til at blive stærkere og stærkere, i en tid hvor alt andet bliver atomiseret og splittet ad.

Hjertet og hovedpulsåren

Jeg bevæger mig ind hvor det altid er liv. I mediebyen. Byen i byen hvor sponsorerne, pladeselskaberne, de smukke, de vigtige og de ikke så vigtige, de kendte og alle de frivillige medarbejdere kan slappe af og komme hinanden ved, i mere komfortable omgivelser end på selve festivalpladsen. Det er også byen i byen hvor pressen kan arbejde, hvor telefonerne gløder og røgen står op fra tastaturerne hos de utallige anmeldere og bloggere fra hele Europa. De bruger mediebyen som base, hvorfra de piler ud til den ene koncert efter den anden på festivalpladsen. Det er her fotograferne slæber kameraer og objektiver i det støvede græs og det er her festivalledelsen og alle de forskellige ansvarlige har deres base. Det er på mange måder hjertet i festivalen lige bag ved orange scene, der som hovedpulsåren pulserer liv ud over resten af organismen.

Og pludselig går det løs. Åbne porte, åbne sind og åbne arme. Åbne for alt det man ikke kender men som man håber man falder over. Den unikke musikalske oplevelse som man har hørt så meget om. De oplevelser som altid kommer som et tilfælde, når man allermindst venter det. Der er mennesker overalt. I flokke og alene. Berusede og bjergtagede af fællesskabet og alt det som følger med. Alene storheden i antallet af mennesker som rent faktisk får det til at fungere sammen  - uden voldelige episoder og ubehageligheder – er i sig selv berusende.
En lokal begivenhed

Jeg snakker en aften med en lokal frivillig – han fortæller at han har været på festivalen første gang som 7 årig, og siden da kun har misset et par af slagsen. I dag er han 33 og arbejder på festivalen som stagehand på Odeon scenen – den tredjestørste scene på festivalen.  Jeg spørger ham hvad det er der gør at man som frivillig vender  tilbage år efter år. Han fortæller at det på mange måder er et gensyn med gamle venner som får ham til at vende tilbage år efter år.  

”Vi er en hel masse som er kommet her med vores forældre som børn. Man startede med at samle flasker sammen, senere begyndte man på egen hånd at se koncerter, så blev man så stor at man selv kunne lave lejre ved siden af sine forældre og sådan er det fortsat derudaf. Vi er i dag en stor flok gamle venner som uden at aftale det, ved præcis hvor vi kan mødes foran Orange Scene – og det gør vi så hvert år” 

At snakke med en lokal frivillig giver et godt billede af festivalens indre. For det er på mange måder også en meget lokal festival. Lokal på den måde at man trods stigende pres fra omverden og marked, stadig er en hård kerne af (tidligere) frivillige i ledelsen. En ledelse som først på det seneste er begyndt at sætte deciderede corporate titler på sine ledende medarbejdere. Det er derfor også forfriskende at se at en total udefrakommende, er blevet ny talsmand for festivalen. Et traditionsrigt job som ellers har tilhørt tunge Roskilde personligheder som Leif Skov og fra 2001 Esben Danielsen. Sidstnævnte er i stedet blevet ny udviklingschef.

Udvikling og hård konkurrence

Og der udvikles, mærker man. Hele tiden.  Der udvikles på de blødere tiltag som typisk handler om gode services, aktiviteter og tilbud til de besøgende og der udvikles på de mere hårde områder som fx omsætningsfokus og styr på indtjeningen. I år opleves sidstnævnte bl.a. ved at  forbyde de camperende festivalgæster at medbringe drikkevarer på selve festivalpladsen – et tiltag som undervejs satte godt gang i twitter strømmen, og den øvrige debat blandt de deltagende.  

Men udvikling handler også om sikring af fremtidens festivalforretning og her er der ingen tvivl om at Roskilde Festival befinder sig i en benhård international konkurrence. Konkurrencen handler ikke og alene om de substituerende festivaler som dukker op rundt omkring – senest med Copenhell midt i København, som er et godt eksempel på en ny type niche festival, som fokuserer på én musikgenre og én type publikummer. Konkurrencen handler i særlig grad også om prisen på musik og prisen for at få de dyre hovednavne, som trækker en væsentlig del af billetsalget.

Men i en udviklingstid, hvor slaget om publikum står og vakler imellem hovednavne på plakaten oplevelses elementet som den primære motivationsdriver vil Roskilde Festival altid have et forspring. Et forspring i form af en følelse. En følelse af at være der sammen med alle de andre. Følelsen Roskilde…